Hashmisbrug

Hvis du ryger meget hash og uden held prøver at stoppe eller skære ned på dit forbrug, fordi livet er for svært uden hash, er det tegn på, at du kan være afhængig.

Det ligger i afhængighedens natur, at du ikke tror, at du har et problem. Især hashafhængige er tilbøjelige til at tro, at de er helt normalt fungerende, da der jo findes meget værre stoffer. Dette kaldes benægtelse: du beskytter dig selv mod at se din afhængighed i øjnene.

Jo mere du ryger, jo mere reduceres dine evner til at se, genkende og forstå sammenhænge og omgivelser. Din identitet ændres til et såkaldt cannabismønster, der virker som et filter. Gennem dette filter skabes nye vurderinger og forestillinger, som er markant anderledes end den måde, du ville have opfattet og vurderet situationer på, hvis du ikke havde røget hash.

Når du holder op med at ryge hash, forsvinder cannabismønstret ofte først efter lang tid. Ved kortere pauser i rygningen opleves der ingen positiv forandring. Det kan bekræfte dig i, at du lige så godt kan fortsætte dit misbrug.

Oplever du nogle af disse beskrivelser, er det tid til at søge hjælp. Hvad du ikke kan klare alene, kan behandlere og/eller ikke aktivt afhængige ofte hjælpe dig med.